Nattens mennesker

    Mørket har omsluttet højhusene og selvom neonlysene gør sit for at lyse gaden op, har mørket slugt lyset og alt er utydeligt. Skoene klaprer mod de skæve brosten og lyden får skridtene til at blive hurtigere. Et par piger kommer til syne længere nede af gaden, larmende, grinende og i højt humør. En stor fyr med hættetrøje går forbi og rammer skulderen, og lyden af en cykel kommende over de ujævne brosten fremkommer ved dit øre.
   Og i det din skulder rammes og grinene bliver højere og mere skingre og cyklen kommer tættere på kigger du op, og de kigger alle på dig på én gang. Du føler dig gennemboret og blottet, og deres ansigter er helt mørke. Du bliver i tvivl om de er rigtige eller en illusion, men selvom du blinker bliver de alle ved med at være der, at komme tættere på.
    Og da du lader blikket glide rundt over resten af gaden ser du, at de ikke er alene. Der er mange, og de kigger alle på dig. De forfølger dig, selvom de går mod dig og de holder øje med dig. Paranoiafornemmelsen sniger sig op af din rygrad og du gyser. 

    Da du stopper, bliver de ved med at gå. Så du begynder at løbe for at komme væk, væk fra dem, som du ikke ved om eksisterer. Men mærker tydeligt dit hjerte og adrenalinen pumper rundt i hele din krop. Du begynder at skrige, du ved ikke hvorfor, men du kan ikke styre det. Du råber de skal gå væk, men de begynder blot at smile til dig og følge dig, selvom du løber.
   Og pludselig begynder du at grine. Du falder ned på dine knæ og du føler dig lykkelig. Du skriger, men du hører kun en høj latter. Du græder, men for dig føles det som glædestårer. Du rejser dig, og de kommer tættere på dig. Du kan ikke lade være med at skrige, og du lader dem gribe dig og danse med dig og fører dig med dem. Du føler dig lykkelig, som den gladeste i verden og som om du kan alt. 

    Og pludselig kan du intet.