Jeg gider ikke have en kæreste. Hvorfor skal man overhovedet også det? Jeg ved godt man ikke er tvunget, men face it.. det er det de fleste leder efter. Det er sådan samfundet er. Det er dét, der forventes.
Men hvorfor? Hvad får man ud af det? Måske glæde..
Glæde i et kort øjeblik. Overvældende glæde der får hele ens verden til at forsvinde, som opsluger dig, som forfører dig, gør dig afhængig.
Glæde i det øjeblik, hvor vi kigger hinanden i øjnene, hvor vi smiler, hvor vi begge ved, at der intet behøver siges, hvor der intet siges, men ord alligevel reagerer.
Glæde, hvor du føler dig værdsat, hvor du føler, at du faktisk betyder noget. Hvor alt føles rigtigt.
En glæde, der bliver destrueret øjeblikket efter, hvor han kommenterer på din topmave, din hårfarve, dine urenheder, dine lår. Du føler dig forkert fra top til tå, og du har ikke lyst til andet end at ligge under dynen. For han synes du er forkert, du er ikke som han vil have. Du gør hvad du kan for at lave dig om, behersker dig ekstra i hans selskab. Venter på hans kommentar, for at justere din egen. Du følger ham i røven som en lille logrende hund og udfører hver en lille ordre.
Du føler dig anderledes og utilpas i hans selskab. Men du vil ikke have han går, for når han går savner du ham.
Savnet gnaver sig ind i dine knogler, lægger sig i maven som en tung sten. Hver gang du kigger dig selv i spejlet, hver gang du klæder dig, tænker du på, om han vil kunne li' det. Om han vil synes det er okay nu. At du stadig er for fed. At farven i dit hår er forkert og farven på din trøje for voldsom. Du føler dig som én stor klump.
Og når i så skilles føler du dig frustreret. Irriteret over at skulle være så perfekt; gøre dig selv så perfekt. Perfekt for hvem? For ham. Hvad med dig selv? Din mening er lige meget. For du elsker ham jo, gør du ikke? Så skal han jo også behages med hvad han synes om dig. Han skal kunne lide hvert et lille aspekt af dig og du skal kunne føle dig fri i hans selskab.
Føle dig fri. Men det gør du jo ikke. Vil du nogensinde gøre det? For du vil konstant være bange for at gøre noget forkert. Bange for at blive dumpet, for at han er dig utro fordi han egentlig ikke helt synes om dig, bange for at han lyver, bange for hans kommentarer. Bange for at foreslå noget, han vil synes er plat.
Er det sådan et forhold skal være? Skal det hele være så negativt, bare for at få den korte glæde en gang i mellem?
Det synes jeg i hvert fald ikke.. men jeg er jo også bare mig.
Stay happy,
mig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar