At være fugl

En mærkelig varm pind, der kan bøje sig og sidder fast til en meget mærkelig, tyk gren bliver stukket hen foran mine fødder. Jeg træder op på den og holder fast, for når jeg har trådt op plejer grenen at bevæge sig meget hurtigt. Jeg lægger hovedet en anelse på skrå for at se på de nye omgivelser, der nu ikke bliver brudt af tynde sølvgrene på ræd og række. Jeg prøver at fortælle dem der snakker, at jeg gerne vil have det mad, jeg kan se ligger henne på en plan, grålig flade lidt væk, men de forstår mig ikke, og siger blot nogle hakkende, irriterende lyde.
En af de mærkelige grene prikker mig pludselig maven og jeg slår vingerne ud for ikke at falde ned, men finder hurtigt balancen igen og lydene kommer igen. De er nogle mærkelige nogen.
Jeg går lidt op af grenen, fast besluttet på at komme hen på det der bord, men en ny gren bliver sat i vejen og jeg træder over på den i stedet. Nogle dyreøjne kommer pludselig meget tæt på og jeg sidder helt stille og kigger, observerer om jeg bør flygte.

De siger en lyd, som jeg har hørt før, og da jeg er blevet fjernet fra de intense øjne igen, efterligner jeg lyden. Jeg bliver lidt forskrækket over den høje lyd de nu udbryder med, men jeg tænker ikke over det, og fortsætter min færd mod den grålige flade. Og pludselig skal jeg holde godt fast for ikke at falde ned, og hvad jeg nu kan se er igen bag grå og lige grene. Jeg ryster mig og puster mig lidt op, en anelse skuffet for ikke at få det der lå på fladen. En af grenene kommer ind og rører mig ved hovedet, og pludselig bliver alt sort. Jeg bliver pludselig så utrolig søvning og puffer mig lidt inden jeg lægger mit næb en anelse om mod min vinge - da jeg pludselig kan se ud igen. Jeg gør mig lille og ryster mig forvirret. Den høje, hakkende lyd kommer igen og jeg kan se dyreøjnene tæt på mig igen, og går straks til den modsatte ende af grenen.

En af de mærkelige grene kommer ind imellem de lige, grå grene og jeg bider ud efter den, for jeg synes det er lidt upassende. Jeg flyver ned til min mad og spiser lidt for at være lidt i fred for de mærkelige fjer. Og da alt pludselig bliver mørkt igen, sætter jeg mig på min normale sovegren og putter mig lidt sammen - og endelig kan jeg være i fred.

Stay happy,
mig

You are you

Don't say you mean it when we both know it's a lie

Don't say you did when you did otherways

Don't lie to get popular
                                  Is that the way you wan't to get ''to the top''? Is it friends like that you want to have, friends who only want's to be friends with you if you lie about 'how great you are'?

Don't suck your stomach in because you want to look thinner. You ain't, and why do you want to look like something you ain't? Don't you want people to see and like you the way you really are?

People will find out anyways, so just stop these silly lies.
Be who you are, wear what you want to - and be proud of it.

Stay happy,
mig.

Just sayin'

You laugh at us, 'cause we're different - we laugh 'cause you're all the same.

Stay happy,
mig

Er jeg her?

Tankerne flyder sammen og sætter en i et mærkeligt sted mellem tid og rum

Du snakker, du griner, du smiler, du græder og du føler

Men du føles tom, og tingene sker kun i dette øjeblik - det næste er det væk

Du gør ting, men du tænker ikke længere over det - så må det gå som det nu gør. Der er vel altid noget godt ved det man gør, ikke?

Men det begynder at blive ubehageligt og dit hoved føles for tungt, for fyldt, som en bobbel der ikke rigtig er til stede. 

Alligevel beslutter du dig for at udføre hvad du har sat dit for. Selvom du ved det er en utrolig stor beslutning; og du burde faktisk være bange.

Du kigger på tiden, og fortsætter når du kan komme til det.

Og da du står dér, og kigger ham i øjnene, der vågner du. Der er du helt til stede. Men alligevel fortsætter din mund bare, og du får det sagt.

Du ser hvad der sker. Du lader tingene ske. Du tænker ikke på konsekvenserne; hvad så bagefter? 

Og nu er det sket. Du føler dig uhyggeligt tom. Du er tilbage i boblen, det kom du umiddelbart efter det skete. Du forstår ikke, hvorfor du ikke reagerer voldsommere. Måske havde alle omkring dig bare virkelig ret? 

Boblen overtager dig, og tiden går. Og du kan intet gøre. Men du ved heller ikke hvad du vil gøre; vågne måske. Men hvordan?

Stay happy,

mig

Følelsen 'Hov.. der dummede jeg mig vidst'

Du kender det nok godt selv.
Man føler sig virkelig ubeskrivelig dum, man har faktisk nærmest lyst til at give sig selv en flad. Man ved, at der ikke er noget at gøre ved det nu, men for satan hvor føler man sig dum. Specielt når man sagtens kunne have nået at gøre det anderledes.
Det er som om, det allerede var bestemt at man skulle faile. At man faktisk ingen chance havde, for det var bare sådan det skulle være. Det var meningen. Og du hoppede i fælden.

Du kan ikke helt forstå at du kunne være så dum. Hvorfor fanden tog du dig ikke det ekstra tid? Lærte af sidste gang det skete? Men nej nej. Sådan var det ikke.

Og det er ikke den eneste grund til, at du er så sur over det. For du ved du kunne have gjort det rigtigt; og bedre. Det er først efter du HAR dummet dig ikke blot i situationen, men også foran vennerne bagefter.

Du ved der ikke er noget at gøre. Og selvom det ER sådan du plejer at tænke, så kan du bare ikke slippe det. Det var simpelthen FOR dumt. Du troede, at du egentlig var bedre, klogere end det.

Drop undskyldningerne; du dummede dig. Sådan er det bare. Kom videre; men vær fri til at rase over det i lidt tid. Og lad det så ligge; men glem det ikke til næste gang!

Stay happy,
mig

Undskyld du

Jeg savner dit smil, din latter, dine øjne og dine rare ord.
Jeg savner dine hænder, måden du kunne bære over med min akavethed og den måde, du ikke skammede dig over at være fjollet

eller skammede dig over mig

Men jeg må nok bare se det i øjnene, at det ikke skal være os
Og når jeg føler efter, er det nok egentlig også bedst.

For jeg får ro ved at tænke de tanker, og jeg føler mig lettet og glad. Selvom jeg burde være stresset er det overskueligt på en rar måde, når jeg ved du ikke er der mere. Og hvis det er sådan jeg har det.. er det så ikke tarveligt at lade det forsætte?

Nu må du ikke tro jeg har ''leget med dig''. Det har jeg ikke. Jeg synes skam du var sød, rigtig sød. Og jeg nød dit selskab, det gjorde jeg virkelig. Men jeg tror bare vi er forskellige. Det er bare sådan det er. Det skal ikke være os. Jeg håber ikke du bliver for ked af det, for det er ikke sådan jeg mener det. Og hvis du skal være ærlig, kunne du så ikke også godt føle det lidt selv?
Det har bare ændret sig..

Stay happy,
mig.

Søvnløshed

Dit hoved føles tungt mod puden du fryser selvom dynen er trukket helt op over dine skuldre. Du kan ikke lukke dine øjne, for de bliver ved med at glide op. Dine øjne har vænnet sig til mørket, men de føles større end normalt. Du koncentrerer dig ikke om at kigge på noget specielt, for hvis du kunne vælge, havde søvnen taget dig under sine vinger for længst.

Tankerne suser rundt i dit hoved, og selvom du prøver, kan du ikke få dem til at holde kæft. Du har fået kvalme af den helt sindssyge overtræthed, og det hjælper ikke ligefrem på det. Du gyser ned af ryggen og mærker de små prikker langs din rygrad, de stikker og de holder dig vågen. Du bevæger dit ene skulderblad, men trods din høje smertetærskel kan du ikke holde smerten, der kommer, ud.

Du sukker og prøver at vende dig, men du ligemeget hvordan du drejer dig, kan du ikke ligge ret længe i samme stilling af gangen. Du sætter dig op og sukker irriteret, men bliver nødt til at ligge dig igen, da trætheden overvælder dig og gør dig svimmel. Du forsøger at lukke øjnene, også hårdt i, men det hjælper lige fedt.

Du kigger på uret, men det stresser dig, for der er nu kun 4 timer til du skal op. Du bliver ked af det, og kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Du synes det er uretfærdigt, men du ved godt, at du intet kan gøre. Og da du prøver at tænde din sengelampe for at læse, klapper dine øjne i næsten øjeblikkeligt. Du slukker igen og føler døsigheden skylle ind over dig og du nyder det. Du lader dig falde hen, forsøger virkelig, men hver gang det næsten lykkes, vågner du i et let spjæt..

Stay happy,
mig.

Glæden ved kærlighed.. eller..

Jeg gider ikke have en kæreste. Hvorfor skal man overhovedet også det? Jeg ved godt man ikke er tvunget, men face it.. det er det de fleste leder efter. Det er sådan samfundet er. Det er dét, der forventes.

Men hvorfor? Hvad får man ud af det? Måske glæde..

Glæde i et kort øjeblik. Overvældende glæde der får hele ens verden til at forsvinde, som opsluger dig, som forfører dig, gør dig afhængig.
Glæde i det øjeblik, hvor vi kigger hinanden i øjnene, hvor vi smiler, hvor vi begge ved, at der intet behøver siges, hvor der intet siges, men ord alligevel reagerer.
Glæde, hvor du føler dig værdsat, hvor du føler, at du faktisk betyder noget. Hvor alt føles rigtigt.

En glæde, der bliver destrueret øjeblikket efter, hvor han kommenterer på din topmave, din hårfarve, dine urenheder, dine lår. Du føler dig forkert fra top til tå, og du har ikke lyst til andet end at ligge under dynen. For han synes du er forkert, du er ikke som han vil have. Du gør hvad du kan for at lave dig om, behersker dig ekstra i hans selskab. Venter på hans kommentar, for at justere din egen. Du følger ham i røven som en lille logrende hund og udfører hver en lille ordre.
Du føler dig anderledes og utilpas i hans selskab. Men du vil ikke have han går, for når han går savner du ham.

Savnet gnaver sig ind i dine knogler, lægger sig i maven som en tung sten. Hver gang du kigger dig selv i spejlet, hver gang du klæder dig, tænker du på, om han vil kunne li' det. Om han vil synes det er okay nu. At du stadig er for fed. At farven i dit hår er forkert og farven på din trøje for voldsom. Du føler dig som én stor klump.

Og når i så skilles føler du dig frustreret. Irriteret over at skulle være så perfekt; gøre dig selv så perfekt. Perfekt for hvem? For ham. Hvad med dig selv? Din mening er lige meget. For du elsker ham jo, gør du ikke? Så skal han jo også behages med hvad han synes om dig. Han skal kunne lide hvert et lille aspekt af dig og du skal kunne føle dig fri i hans selskab.

Føle dig fri. Men det gør du jo ikke. Vil du nogensinde gøre det? For du vil konstant være bange for at gøre noget forkert. Bange for at blive dumpet, for at han er dig utro fordi han egentlig ikke helt synes om dig, bange for at han lyver, bange for hans kommentarer. Bange for at foreslå noget, han vil synes er plat.

Er det sådan et forhold skal være? Skal det hele være så negativt, bare for at få den korte glæde en gang i mellem?
Det synes jeg i hvert fald ikke.. men jeg er jo også bare mig.

Stay happy,
mig

Jeg flygter

Dér, når det hele bliver for meget og man ikke kan følge med mere
Dér, når godmenende folk bliver ved med at minde én om ting, som til sidst bare stresser en
Dér, når hovedet er fyldt og tankerne flyder sammen
Dér, når tiden går får hurtigt og der er for meget man skal nå - eller føler man skal nå
Dér, når det sitrer i ens krop og følelsen 'DU MANGLER NOGET' bliver ved med at gentage sig, også selvom det ikke passer

Det er dér man kan få den fantastiske følelse.
Når man flyver væk, glemmer tankerne og opsluger sig i en ny verden.
Lever sig ind i nye følelser, sympatiserer, hader, elsker
Når tiden forsvinder og det hele bliver overskueligt
Og man kan få lov til at gemme sig, til at flygte
Når historien åbner sine arme for dig og byder dig ind
hvor ordene flyver igennem dit hoved, leger med dit sind, dine tanker, dine forestillinger, dine følelser
Når verden bliver fuldstændig anderledes, men alligevel det samme
men hvor du er velkommen og ikke skal bekymre dig
Når du kan slippe ansvaret og lade dig opfylde af en tankeløshed selvom du bliver revet ind i nogle nye følelser
Men det er ligesom om det er overskueligt, for når du river dig fri og lukker bogen er der ikke noget du skal tage stilling til; du kan selv vælge

Det er det pusterum man behøver engang imellem
De timer man kan slappe af
Før det går løs igen..

Stay happy,
mig.