Hmm

Kom, vær ved mig
         Ja, sådan, helt tæt
  Hold om mig, det er rart
           helt tæt
Mærk selv, din nøgne hud mod min, varmen
              Det er rart, ikke?
Smil til mig, du ser så sød ud
     Jeg skal nok smile igen
Du gør mig altså glad
                  jeg synes det her er dejligt
         og det gør du vidst også.

Stay happy,
mig

Livet

The world is a mysterious place

Hvad laver de andre, mens vi sidder her? Hvad tænker de på, hvor er de, og hvorfor er de der? Og er de der overhovedet, eller stopper tiden, når vi ikke selv er i forbindelse med dem, på en eller anden måde?

Hvis alt var muligt, hvis man selv kunne bestemme, og hvis man rent faktisk kunne alt i hele verden, hvis man ville det nok, hvordan ville verden så se ud?

Vi bliver født, vi æder, vi formerer os, vi overlever, vi dør. Så er der egentlig en mening med livet?

Hvad der faktisk ikke var noget univers? Hvad hvis der faktisk ikke fandtes noget? Hvordan ville det hele så kunne fortsætte? Ville der være noget, overhovedet? Bare tanken mindfucker mig.. Prøv at tænk på, hvis der ikke var nogen jord, ikke nogen mælkevej, ikke nogen sol, ikke nogen ''stjerner'' og ikke noget som helst? Hvis der bare var intet? Så der faktisk ikke var noget der kunne udvikle sig til noget som helst?

Vi er blevet så forkælede. Vi er afhængige, alle sammen. Af mad, af drikke, af cigaretter, af slik, af øl, af fjolletobak og amf, af hinanden, af verdenen... Vi er afhængige af livet.

Stay happy,
mig

Den følelse..

    Og der, da jeg gik ned af den grusbelagte skovsti, var det pludselig som om alle mine tanker tog en pause. Solnedgangen mellem efterårstræernes trækroner gav det hele en varm og rolig udstråling, men alligevel følte jeg mig kold og tom. Mine ben bragte mig videre uden jeg lagde mærke til hvorhen, og det føltes som om mit hjerte bankede langsommere og langsommere, selvom det nok mere var omvendt.
    Træernes nøgne grene strakte sig ud over stien, og det var nærmest som om de ville have fat i mig, ville trække mig ind til dem, ind i deres ukendte verden. Musikken i mine ører pumpede afsted, og jeg begyndte at bevæge mig til rytmen. Det var pludselig som om alle mine sanser blev skærpet og jeg følte mig uovervindelig, men alligevel så tom og utilpas.

    Puslen i buskene og i de faldne blade. Lyset gennem træernes nu knap så tætte stammer og grene. Vinden i mit hår og kulden på mine bare hænder. Lugten af efterår, af mørke og af vind. Den bitre smag af ''winter-yet-to-come''. Hele min krop var igang, og jeg fløj. Det blev mørkere og mørkere, men selvom jeg var langt hjemmefra, rørte det mig næsten ikke. Mørket kunne ikke gøre mig noget, for jeg kunne alt, og det var vidunderligt lige nu.

    Men alligevel ventede jeg. Og det vidste jeg jo godt, inderst inde. Jeg ventede på at han gav lyd fra sig, på den ene eller den anden måde, også selvom jeg vidste det var nytteløst. Og tomheden fra hans stilhed fyldte mig i hele min krop, jeg kunne mærke det helt ude i mine fingrespidser og helt inde i mit hjerte. Jeg følte mig hjælpeløs og forvirret, trådt på og smidt væk. Jeg kunne ikke gøre noget ved det.

    Følelsen gjorde mig vred, og mit hjerte pumpede endnu hurtigere. Mine ben var allerede syret til, men jeg var ligeglad, med musikkens hjælp fløj jeg videre gennem skoven, hurtigere end jeg længe har gjort. Og jeg skreg og jeg græd og jeg opførte mig helt åndssvagt. Jeg mærkede knap nok grenene der rev mig over min kind og min hånd og blodet der derfra langsomt gled ned over min lyse hud. På mine kinder blandede det sig med tårerne og det dryppede ned på min sorte jakke. 

    Jeg glemte tid og sted og jeg følte ikke efter i min krop mere. Jeg lyttede ikke og tankerne fløj gennem mig. Jeg følte mig dum og nytteløs og uønsket og jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, for hjemme var jeg alene og efterladt til mørket, og selvom det jo egentlig ikke var meget anderledes hvor jeg var nu, var tanken alligevel ikke til at leve med i det øjeblik. 

    Men alt i alt var det jo fordi jeg savnede ham. Jeg savnede at lytte til hans stemme, at se i hans øjne og at mærke hans hænder og hans læber. Jeg savnede at ligge i hans arme og snakke om ligegyldigheder, eller bare at ligge og kigge med ham. Jeg savnede følelsen af hans samvær, og følelsen af at være værdsat i et lille øjeblik, ligemeget hvordan tankerne ellers udviklede sig, når det så var slut. For det lille øjeblik var det hele værd, det var det der fik mig til at fortsætte, og det, der fik mig til at kæmpe videre. Det var det, der fik mig til at håbe på fremtiden.

At leve

Jeg lever
            jeg flyver, jeg svæver højt over jorden
Jeg lever
            jeg betragter verden jeg flyver forbi
                        jeg ser på menneskerne, jeg nyder friheden
Jeg lever
            jeg glæder mig over hverdagen, over fremtiden, over nuet
Jeg lever
            jeg er både forvirret og bange og ked
                        jeg er menneskelig
Jeg lever
            jeg mærker sommerfuglene i min mave,
                        jeg lytter til verden og til mig selv og jeg føler vinden, der bærer mig
Jeg lever
            og jeg nyder det

Og sådan er det jo

Dette er klart mit yndlingscitat for tiden..

Stay happy,
mig

Awww... :-)

Dejlighed

Det var da forvirrende, det var det da, at han sendte så forskellige signaler. Det gjorde både ondt, gav sug i maven, fik en tåre i øjenkrogen eller det bredeste smil over læberne. Men fortvivlet, det blev man, for man vil gerne fortsætte det, og man tror ikke på ens foltvivlerser.
Men så blev det godt, og fortvivlelserne forsvandt da han spurgte om jeg ville være hans. Han fik mig til at glemme, til at nyde og til at være der i øjeblikket. Og det første kys efter så længe gav det dejligste sug i maven og hans hænder var dejligere end hidtil. Ens hjerte banker kronisk hurtigere, og man blev mere modig, for man føler (og finder ud af) at man kan være sig selv i hans selskab, og selvom det hele ikke er perfekt, er der altid plads til at lære.
Man følte sig ikke forelsket, men som tid fløj afsted, gik det mere og mere op for en, at det måske ikke er sandt? Måske er det netop disse følelser, der danner forelskelse?

Men da så da bussen tog det hele med sig hjem, begyndte fortvivlelserne at komme tilbage. For hvad hvis det ikke var sandt, og det bare var en måde at få en til at blive på?
Og da må man beslutte sig for at følge ens mavefølelse, og glæde sig over det nu skete og håbe på at det hele kommer igen snarligt.
For under alle omstændigheder har man ham nu, og den følelse genmødet gav en, efterlod en med den rareste følelse i maven (og træthed efter en dejlig nat..)

Stay happy,
mig

.. men til trods!

Det er faktisk en god dag i dag
                vejret er godt, solen skinner, folket smiler
                         og jeg håber det bliver ved
            Det ser det i hvert fald ud til lige nu


Stay happy,
mig

.. og de bliver ved.

Det er ikke ordene der tæller
                det er måden du siger dem på
Det er ikke hvad du skriver
                men hvor tit
Det er ikke dine hænders berøring
                men smilet i dine øjne og varmen ved dit smil
Det er ikke hvad folk siger
                men hvordan du selv opfører dig
Jeg ved ikke hverken du eller jeg er,
                men jeg ved jeg holder af dig
Er det gengældt
                eller skal det slutte nu?

De tanker..

Ensom
        men omgivet af mennesker
Skeptisk
        men uden grund
Ked af det
        selvom alt burde være godt
Forvirret
        hvad skal jeg gøre?