Det var da forvirrende, det var det da, at han sendte så forskellige signaler. Det gjorde både ondt, gav sug i maven, fik en tåre i øjenkrogen eller det bredeste smil over læberne. Men fortvivlet, det blev man, for man vil gerne fortsætte det, og man tror ikke på ens foltvivlerser.
Men så blev det godt, og fortvivlelserne forsvandt da han spurgte om jeg ville være hans. Han fik mig til at glemme, til at nyde og til at være der i øjeblikket. Og det første kys efter så længe gav det dejligste sug i maven og hans hænder var dejligere end hidtil. Ens hjerte banker kronisk hurtigere, og man blev mere modig, for man føler (og finder ud af) at man kan være sig selv i hans selskab, og selvom det hele ikke er perfekt, er der altid plads til at lære.
Man følte sig ikke forelsket, men som tid fløj afsted, gik det mere og mere op for en, at det måske ikke er sandt? Måske er det netop disse følelser, der danner forelskelse?
Men da så da bussen tog det hele med sig hjem, begyndte fortvivlelserne at komme tilbage. For hvad hvis det ikke var sandt, og det bare var en måde at få en til at blive på?
Og da må man beslutte sig for at følge ens mavefølelse, og glæde sig over det nu skete og håbe på at det hele kommer igen snarligt.
For under alle omstændigheder har man ham nu, og den følelse genmødet gav en, efterlod en med den rareste følelse i maven (og træthed efter en dejlig nat..)
Stay happy,
mig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar