Fortvivlelsen...

Det er forvirrende at have det sådan her, og ubehageligt på samme tid.
Jeg ved ikke hvad der sker, og det er som om det sker mere og mere.
Man bliver både frustreret og provokeret, og det ligger sig som en sten i ens mave
En sten der ruller rundt og vrider sig og presser, og ens hoved bliver tungt
Det er ikke fordi man er bange, for man ved det ikke er det det betyder
Men det gør en ked af det, for savnet trækker ens krop sammen,
snurrer i ens arme, lægger sig på stemmebåndet

Tvivlen stiger en til hovedet og man bliver hjælpeløs
Man prøver at lave det ene og det andet, men det hjælper ikke, fordi du bliver ved
Bliver ved med ikke at gøre noget, med at trække en ned i dybet
Man vil have svar, man vil vide besked, men alle fraråder en at gøre noget
'Vent, vent, for det er ikke dig'
Og man ved ikke om man kan være bekendt at tænke som man gør,
for når man sidder der, helt alene og fortvivlet,
så kører tankerne jo rundt, og det går op for en, at det måske ikke er din skyld
Og at man måske ikke kan tillade sig at opfører sig som man gør

Men når du så bliver ved, så bliver man endnu mere ked
Også selvom det jo ikke er meningen
Men når man ikke ved bedre, så er det svært at tænke anderledes
Så vil du ikke nok hjælpe mig her?
Jeg har brug for at vide besked