Den følelse..

    Og der, da jeg gik ned af den grusbelagte skovsti, var det pludselig som om alle mine tanker tog en pause. Solnedgangen mellem efterårstræernes trækroner gav det hele en varm og rolig udstråling, men alligevel følte jeg mig kold og tom. Mine ben bragte mig videre uden jeg lagde mærke til hvorhen, og det føltes som om mit hjerte bankede langsommere og langsommere, selvom det nok mere var omvendt.
    Træernes nøgne grene strakte sig ud over stien, og det var nærmest som om de ville have fat i mig, ville trække mig ind til dem, ind i deres ukendte verden. Musikken i mine ører pumpede afsted, og jeg begyndte at bevæge mig til rytmen. Det var pludselig som om alle mine sanser blev skærpet og jeg følte mig uovervindelig, men alligevel så tom og utilpas.

    Puslen i buskene og i de faldne blade. Lyset gennem træernes nu knap så tætte stammer og grene. Vinden i mit hår og kulden på mine bare hænder. Lugten af efterår, af mørke og af vind. Den bitre smag af ''winter-yet-to-come''. Hele min krop var igang, og jeg fløj. Det blev mørkere og mørkere, men selvom jeg var langt hjemmefra, rørte det mig næsten ikke. Mørket kunne ikke gøre mig noget, for jeg kunne alt, og det var vidunderligt lige nu.

    Men alligevel ventede jeg. Og det vidste jeg jo godt, inderst inde. Jeg ventede på at han gav lyd fra sig, på den ene eller den anden måde, også selvom jeg vidste det var nytteløst. Og tomheden fra hans stilhed fyldte mig i hele min krop, jeg kunne mærke det helt ude i mine fingrespidser og helt inde i mit hjerte. Jeg følte mig hjælpeløs og forvirret, trådt på og smidt væk. Jeg kunne ikke gøre noget ved det.

    Følelsen gjorde mig vred, og mit hjerte pumpede endnu hurtigere. Mine ben var allerede syret til, men jeg var ligeglad, med musikkens hjælp fløj jeg videre gennem skoven, hurtigere end jeg længe har gjort. Og jeg skreg og jeg græd og jeg opførte mig helt åndssvagt. Jeg mærkede knap nok grenene der rev mig over min kind og min hånd og blodet der derfra langsomt gled ned over min lyse hud. På mine kinder blandede det sig med tårerne og det dryppede ned på min sorte jakke. 

    Jeg glemte tid og sted og jeg følte ikke efter i min krop mere. Jeg lyttede ikke og tankerne fløj gennem mig. Jeg følte mig dum og nytteløs og uønsket og jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, for hjemme var jeg alene og efterladt til mørket, og selvom det jo egentlig ikke var meget anderledes hvor jeg var nu, var tanken alligevel ikke til at leve med i det øjeblik. 

    Men alt i alt var det jo fordi jeg savnede ham. Jeg savnede at lytte til hans stemme, at se i hans øjne og at mærke hans hænder og hans læber. Jeg savnede at ligge i hans arme og snakke om ligegyldigheder, eller bare at ligge og kigge med ham. Jeg savnede følelsen af hans samvær, og følelsen af at være værdsat i et lille øjeblik, ligemeget hvordan tankerne ellers udviklede sig, når det så var slut. For det lille øjeblik var det hele værd, det var det der fik mig til at fortsætte, og det, der fik mig til at kæmpe videre. Det var det, der fik mig til at håbe på fremtiden.