Hvorfor er det ikke nok?

Kvalmen stiger en til hovedet og man undgår alle spejle der viser sig på ens vej.
Smilet er altid mere anspændt og man strækker sin ryg - bare for at have en undskyldning for at trække maven ind.
Løgnene om spisevanerne vokser og pludselig er man i meget bedre form end i virkeligheden. Men tiden er jo knap, så du kan da godt se, at fitnesscentret ikke kan nås, ikke.

Spejlet får en til at væmmes, og den lille bule bliver gramset på godt og grundigt, i et nytteløst ubevist forsøg på at trække den af. Armene bliver løftet over hovedet og man vender sig og drejer sig - jo, den anden side er lidt mere til at holde ud.
Men den store skjorte bliver alligevel trukket over hovedet, øjnene bliver tilsølet i sorte væsker og håret bliver puffet op en ekstra gang. Det skal jo kunne overskygge den lille bule lige under navlen.

Ude i verdenen bliver benene lagt på kors og armene strukket en anelse ud. Smilet er stort, men falsk og man er sikker på, at de allesammen væmmes ved en, eller i hvert fald tænker sit.

Men inderst inde, forstår man det jo ikke selv. Hvorfor skal det være sådan, egentlig? Hvorfor er vores ideeller sådan, vores verden sådan? Er det et sundt menneske, der tænker over hver eneste dråbe, der bliver indtaget, og hver eneste kilometer der bliver løbet? Er det så ikke sundere at holde med sig selv, være ligeglad med sin kropsform, hvis bare man er flink, og folk kan lide en på det? At nyde at leve i stedet for at kæmpe imod? At finde sig i hvad man har, og tilbyde det bedste? Er det ikke nok?

Men det er det jo ikke. Det ved man jo godt.

Stay happy,
mig.

Sådan gør jeg

Når vejret er lidt dårligt
og humøret er lidt trist
og maven ikke kræver
og tiden snegler sig afsted

Når regnen drypper på min rude
og kuldegysningerne får en til at trække dynen helt om sig

og man har brug for at komme lidt væk, bare lige nu

Så åbner jeg bogen og tager brillerne på
og læser

Lader mig opsluge af ordene
lader alle tanker forsvinde og forsvinder selv ind i historien
Hader, elsker, bliver provokeret
Smiler

Ellers så tager jeg min blyant, min blok og mit viskelæder
og lader hånden fører stregen
Udvikler et nyt væsen
eller får en følelse frem i et menneske

Og når tiden så er gået nok, så er jeg altid i bedre humør

Stay happy,
mig.

Fordi jeg kan

Jeg lader en krølle sidde løst fra mit opsatte hår

den ene ørering være anderledes end den anden

farvelægger mine negle

og tager forskelligfarvede sokker på

fordi jeg kan

Jeg smiler til dig på gaden

jeg retter på mit hår 

og laver en grimasse

Tager nogle mærkelige skridt

og synger med på sangen fra højtaleren

fordi jeg kan

Jeg hilser og spørger om vej

og stikker hænderne dybt i mine lange lommer

mens jeg står og vipper lidt på stedet

fordi jeg kan

Og jeg gør det hele med et smil og godt humør

fordi jeg kan.

Stay happy,

mig

Ved vandet

Vil du gå med mig ned til vandet?

Det er ikke fordi jeg prøver at sige, at alle vil gå med

Jeg blev forelsket ved vandet

Jeg handlede som jeg vidste ville gøre indtryk og gjorde det med lethed

Vil du gå med mig ned til vandet?

Det er ikke fordi jeg prøver at sige, at alle vil gå med

Jeg blev forelsket ved vandet

Hun handlede som hun vidste ville gøre indtryk og gjorde det med lethed, og oh

Men jeg prøver bare at elske dig

På alle mulige måder

Men jeg finder det svært at elske dig, pige

Når du er langt væk

Land væk

Vil du gå med mig ned til vandet?

Jeg prøver ikke at sige, at alle vil gå med

Men jeg blev forelsket ved vandet

Ved vandet

i vandet

( The Kooks - Seaside - oversat af mig )

Stay happy,

mig

Alene

Jeg savner følelsen af at have én

at føle sig rigtig, at føle sig elsket

at have en man kan ligge hos, 

og smile og nyde situationen 

og føle sig værdsat

Men selvom jeg sidder her

alene

lørdag aften

så er jeg ikke i dårligt humør.

Jeg nyder tvært imod følelsen af min umiddelbare frihed

af at kunne gøre præcis hvad man vil, hvornår man vil og hvordan, uden nogen tænker over det

for vejret er alligevel dårligt og det er hyggeligt alligevel, selvom jeg sidder her

alene

For jeg har min blyant og min tegneblok - og nogle gange er det bare dét der skal til

for at kunne cleare hovedet fuldstændig

at være helt 

alene

Stay happy,

mig

Please?

Giv mig noget at have det i, noget at gemme det bag, noget, der får mig til at glemme

Giv mig modet til at lægge det bag mig og styrken til at lægge det væk

Giv mig frihed, for det har jeg brug for - giv mig følelsen af, at det er godt at være her

Giv mig håb om fremtiden, giv mig et tegn til, at det bliver bedre

For jeg er ved at give op, jeg skriger inden i mig selv og jeg kan ikke være i det meget længere

Giv mig noget hjælp
Jeg beder dig

Stay happy,
mig

Rastløs

Det kripler i ens muskler og man lægger slet ikke mærke til at man sidder og tripper helt vildt med det ene ben og vipper hele bordet. Ens blik kører rundt og man kan ikke finde hvile, og man kan slet ikke koncentrere tankerne og én speciel ting.

Man strækker sig, gaber og drejer diskret rundt på stolen og trykker konstant på knappen på ens telefon, der viser ens pauseskærm, ur og om man har fået nogle beskeder. Man sukker og roder lidt op i sit hår og ved slet ikke hvad man egentlig  skal gøre i stedet for at sidde dér, hvad man egentlig har lyst til. Det hele er bare dumt og irriterende.

Og da man endelig får mulighed for at rejse sig, går man lidt hvileløst rundt og piller ved de forskellige ting på de forskellige borde, uden egentlig at vide hvorfor eller egentlig at have lyst til det. Man sætter sig ved de andre og smiler og lytter til deres samtale, men det bliver kedeligt og ligemeget, så man rejser sig og går uden for. Der er ikke rigtig nogen man kan gå rundt med, så man går hen til den lille bænk et stykke væk, hvor man kan sidde i fred, og sidder så bare og kigger.

Men den sitrende følelse i ens muskler stopper aldrig helt.

Stay happy,
mig

Spejlet

De to store øjne kigger lige tilbage på hende. De er ikke glade, de er ligeglade. De siger, at de ingenting er, og det ved hun passer. Hun stryger en finger gennem sine øjenbryn og fjerner de værste hår, der sidder forkert. Hun træder et skridt tilbage og ser ned af den nøgne krop i spejlet. Hun lader hendes hænder glide ned over kroppen og spreder sine ben en anelse mere, for at kunne se et større mellemrum.

Hun drejer sig til siden og lader blikket glide ned af kroppen igen. Hun stryger en hånd ned over hendes mave og tager fat i den lille bule under navlen. Hun trækker maven ind, og undrer sig over, at hun ikke kan blive så tynd som hun gerne vil, for hun vil ikke have at ribbene stikker sådan ud. Men bulen bliver der jo stadig. Hun slapper af i maven og ser den trekantede form, der stopper hvor lårene starter. Hun rynker næsen, vender sig frem igen og holder stille armene om sig selv, og kigger ind i øjnene en gang til.

Hun ved, at andre også ved, hvad hun ser. Hun er ikke særlig tynd, selvom de allesammen siger hun har tabt sig. Hun er kun tynd, når hun trækker maven ind, og det kan hun ikke på den måde når de andre er der, for så kan hun ikke trække vejret. Hun rykker sig tæt på spejlet igen og tager mascara på de mandelformede lyseblå øjnes øjnevipper. Hendes rene pande, velformede læber og kindben kigger hun ikke rigtig på. Hun kigger ned af sig selv igen, inden hun skynder sig at tage en oversize trøje på. Sådan. Nu kan de ikke se det.

Selvom hendes bryster får trøjen til at gå ud og giver hende en firkantet form, kan hun bedre lide det, end de tætte trøjer. For de andre ved jo ikke, hvor hendes ryg bøjer, selvom man kan se den lille bule på hendes mave, når hun bare står rank. 

Hun får resten af tøjet på, et halstørklæde og hendes lille taske, og løber ud af døren. Væk fra spejlet. Og så smiler hun.

Stay happy,

mig

 

At være fugl

En mærkelig varm pind, der kan bøje sig og sidder fast til en meget mærkelig, tyk gren bliver stukket hen foran mine fødder. Jeg træder op på den og holder fast, for når jeg har trådt op plejer grenen at bevæge sig meget hurtigt. Jeg lægger hovedet en anelse på skrå for at se på de nye omgivelser, der nu ikke bliver brudt af tynde sølvgrene på ræd og række. Jeg prøver at fortælle dem der snakker, at jeg gerne vil have det mad, jeg kan se ligger henne på en plan, grålig flade lidt væk, men de forstår mig ikke, og siger blot nogle hakkende, irriterende lyde.
En af de mærkelige grene prikker mig pludselig maven og jeg slår vingerne ud for ikke at falde ned, men finder hurtigt balancen igen og lydene kommer igen. De er nogle mærkelige nogen.
Jeg går lidt op af grenen, fast besluttet på at komme hen på det der bord, men en ny gren bliver sat i vejen og jeg træder over på den i stedet. Nogle dyreøjne kommer pludselig meget tæt på og jeg sidder helt stille og kigger, observerer om jeg bør flygte.

De siger en lyd, som jeg har hørt før, og da jeg er blevet fjernet fra de intense øjne igen, efterligner jeg lyden. Jeg bliver lidt forskrækket over den høje lyd de nu udbryder med, men jeg tænker ikke over det, og fortsætter min færd mod den grålige flade. Og pludselig skal jeg holde godt fast for ikke at falde ned, og hvad jeg nu kan se er igen bag grå og lige grene. Jeg ryster mig og puster mig lidt op, en anelse skuffet for ikke at få det der lå på fladen. En af grenene kommer ind og rører mig ved hovedet, og pludselig bliver alt sort. Jeg bliver pludselig så utrolig søvning og puffer mig lidt inden jeg lægger mit næb en anelse om mod min vinge - da jeg pludselig kan se ud igen. Jeg gør mig lille og ryster mig forvirret. Den høje, hakkende lyd kommer igen og jeg kan se dyreøjnene tæt på mig igen, og går straks til den modsatte ende af grenen.

En af de mærkelige grene kommer ind imellem de lige, grå grene og jeg bider ud efter den, for jeg synes det er lidt upassende. Jeg flyver ned til min mad og spiser lidt for at være lidt i fred for de mærkelige fjer. Og da alt pludselig bliver mørkt igen, sætter jeg mig på min normale sovegren og putter mig lidt sammen - og endelig kan jeg være i fred.

Stay happy,
mig

You are you

Don't say you mean it when we both know it's a lie

Don't say you did when you did otherways

Don't lie to get popular
                                  Is that the way you wan't to get ''to the top''? Is it friends like that you want to have, friends who only want's to be friends with you if you lie about 'how great you are'?

Don't suck your stomach in because you want to look thinner. You ain't, and why do you want to look like something you ain't? Don't you want people to see and like you the way you really are?

People will find out anyways, so just stop these silly lies.
Be who you are, wear what you want to - and be proud of it.

Stay happy,
mig.

Just sayin'

You laugh at us, 'cause we're different - we laugh 'cause you're all the same.

Stay happy,
mig

Er jeg her?

Tankerne flyder sammen og sætter en i et mærkeligt sted mellem tid og rum

Du snakker, du griner, du smiler, du græder og du føler

Men du føles tom, og tingene sker kun i dette øjeblik - det næste er det væk

Du gør ting, men du tænker ikke længere over det - så må det gå som det nu gør. Der er vel altid noget godt ved det man gør, ikke?

Men det begynder at blive ubehageligt og dit hoved føles for tungt, for fyldt, som en bobbel der ikke rigtig er til stede. 

Alligevel beslutter du dig for at udføre hvad du har sat dit for. Selvom du ved det er en utrolig stor beslutning; og du burde faktisk være bange.

Du kigger på tiden, og fortsætter når du kan komme til det.

Og da du står dér, og kigger ham i øjnene, der vågner du. Der er du helt til stede. Men alligevel fortsætter din mund bare, og du får det sagt.

Du ser hvad der sker. Du lader tingene ske. Du tænker ikke på konsekvenserne; hvad så bagefter? 

Og nu er det sket. Du føler dig uhyggeligt tom. Du er tilbage i boblen, det kom du umiddelbart efter det skete. Du forstår ikke, hvorfor du ikke reagerer voldsommere. Måske havde alle omkring dig bare virkelig ret? 

Boblen overtager dig, og tiden går. Og du kan intet gøre. Men du ved heller ikke hvad du vil gøre; vågne måske. Men hvordan?

Stay happy,

mig

Følelsen 'Hov.. der dummede jeg mig vidst'

Du kender det nok godt selv.
Man føler sig virkelig ubeskrivelig dum, man har faktisk nærmest lyst til at give sig selv en flad. Man ved, at der ikke er noget at gøre ved det nu, men for satan hvor føler man sig dum. Specielt når man sagtens kunne have nået at gøre det anderledes.
Det er som om, det allerede var bestemt at man skulle faile. At man faktisk ingen chance havde, for det var bare sådan det skulle være. Det var meningen. Og du hoppede i fælden.

Du kan ikke helt forstå at du kunne være så dum. Hvorfor fanden tog du dig ikke det ekstra tid? Lærte af sidste gang det skete? Men nej nej. Sådan var det ikke.

Og det er ikke den eneste grund til, at du er så sur over det. For du ved du kunne have gjort det rigtigt; og bedre. Det er først efter du HAR dummet dig ikke blot i situationen, men også foran vennerne bagefter.

Du ved der ikke er noget at gøre. Og selvom det ER sådan du plejer at tænke, så kan du bare ikke slippe det. Det var simpelthen FOR dumt. Du troede, at du egentlig var bedre, klogere end det.

Drop undskyldningerne; du dummede dig. Sådan er det bare. Kom videre; men vær fri til at rase over det i lidt tid. Og lad det så ligge; men glem det ikke til næste gang!

Stay happy,
mig

Undskyld du

Jeg savner dit smil, din latter, dine øjne og dine rare ord.
Jeg savner dine hænder, måden du kunne bære over med min akavethed og den måde, du ikke skammede dig over at være fjollet

eller skammede dig over mig

Men jeg må nok bare se det i øjnene, at det ikke skal være os
Og når jeg føler efter, er det nok egentlig også bedst.

For jeg får ro ved at tænke de tanker, og jeg føler mig lettet og glad. Selvom jeg burde være stresset er det overskueligt på en rar måde, når jeg ved du ikke er der mere. Og hvis det er sådan jeg har det.. er det så ikke tarveligt at lade det forsætte?

Nu må du ikke tro jeg har ''leget med dig''. Det har jeg ikke. Jeg synes skam du var sød, rigtig sød. Og jeg nød dit selskab, det gjorde jeg virkelig. Men jeg tror bare vi er forskellige. Det er bare sådan det er. Det skal ikke være os. Jeg håber ikke du bliver for ked af det, for det er ikke sådan jeg mener det. Og hvis du skal være ærlig, kunne du så ikke også godt føle det lidt selv?
Det har bare ændret sig..

Stay happy,
mig.

Søvnløshed

Dit hoved føles tungt mod puden du fryser selvom dynen er trukket helt op over dine skuldre. Du kan ikke lukke dine øjne, for de bliver ved med at glide op. Dine øjne har vænnet sig til mørket, men de føles større end normalt. Du koncentrerer dig ikke om at kigge på noget specielt, for hvis du kunne vælge, havde søvnen taget dig under sine vinger for længst.

Tankerne suser rundt i dit hoved, og selvom du prøver, kan du ikke få dem til at holde kæft. Du har fået kvalme af den helt sindssyge overtræthed, og det hjælper ikke ligefrem på det. Du gyser ned af ryggen og mærker de små prikker langs din rygrad, de stikker og de holder dig vågen. Du bevæger dit ene skulderblad, men trods din høje smertetærskel kan du ikke holde smerten, der kommer, ud.

Du sukker og prøver at vende dig, men du ligemeget hvordan du drejer dig, kan du ikke ligge ret længe i samme stilling af gangen. Du sætter dig op og sukker irriteret, men bliver nødt til at ligge dig igen, da trætheden overvælder dig og gør dig svimmel. Du forsøger at lukke øjnene, også hårdt i, men det hjælper lige fedt.

Du kigger på uret, men det stresser dig, for der er nu kun 4 timer til du skal op. Du bliver ked af det, og kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Du synes det er uretfærdigt, men du ved godt, at du intet kan gøre. Og da du prøver at tænde din sengelampe for at læse, klapper dine øjne i næsten øjeblikkeligt. Du slukker igen og føler døsigheden skylle ind over dig og du nyder det. Du lader dig falde hen, forsøger virkelig, men hver gang det næsten lykkes, vågner du i et let spjæt..

Stay happy,
mig.

Glæden ved kærlighed.. eller..

Jeg gider ikke have en kæreste. Hvorfor skal man overhovedet også det? Jeg ved godt man ikke er tvunget, men face it.. det er det de fleste leder efter. Det er sådan samfundet er. Det er dét, der forventes.

Men hvorfor? Hvad får man ud af det? Måske glæde..

Glæde i et kort øjeblik. Overvældende glæde der får hele ens verden til at forsvinde, som opsluger dig, som forfører dig, gør dig afhængig.
Glæde i det øjeblik, hvor vi kigger hinanden i øjnene, hvor vi smiler, hvor vi begge ved, at der intet behøver siges, hvor der intet siges, men ord alligevel reagerer.
Glæde, hvor du føler dig værdsat, hvor du føler, at du faktisk betyder noget. Hvor alt føles rigtigt.

En glæde, der bliver destrueret øjeblikket efter, hvor han kommenterer på din topmave, din hårfarve, dine urenheder, dine lår. Du føler dig forkert fra top til tå, og du har ikke lyst til andet end at ligge under dynen. For han synes du er forkert, du er ikke som han vil have. Du gør hvad du kan for at lave dig om, behersker dig ekstra i hans selskab. Venter på hans kommentar, for at justere din egen. Du følger ham i røven som en lille logrende hund og udfører hver en lille ordre.
Du føler dig anderledes og utilpas i hans selskab. Men du vil ikke have han går, for når han går savner du ham.

Savnet gnaver sig ind i dine knogler, lægger sig i maven som en tung sten. Hver gang du kigger dig selv i spejlet, hver gang du klæder dig, tænker du på, om han vil kunne li' det. Om han vil synes det er okay nu. At du stadig er for fed. At farven i dit hår er forkert og farven på din trøje for voldsom. Du føler dig som én stor klump.

Og når i så skilles føler du dig frustreret. Irriteret over at skulle være så perfekt; gøre dig selv så perfekt. Perfekt for hvem? For ham. Hvad med dig selv? Din mening er lige meget. For du elsker ham jo, gør du ikke? Så skal han jo også behages med hvad han synes om dig. Han skal kunne lide hvert et lille aspekt af dig og du skal kunne føle dig fri i hans selskab.

Føle dig fri. Men det gør du jo ikke. Vil du nogensinde gøre det? For du vil konstant være bange for at gøre noget forkert. Bange for at blive dumpet, for at han er dig utro fordi han egentlig ikke helt synes om dig, bange for at han lyver, bange for hans kommentarer. Bange for at foreslå noget, han vil synes er plat.

Er det sådan et forhold skal være? Skal det hele være så negativt, bare for at få den korte glæde en gang i mellem?
Det synes jeg i hvert fald ikke.. men jeg er jo også bare mig.

Stay happy,
mig

Jeg flygter

Dér, når det hele bliver for meget og man ikke kan følge med mere
Dér, når godmenende folk bliver ved med at minde én om ting, som til sidst bare stresser en
Dér, når hovedet er fyldt og tankerne flyder sammen
Dér, når tiden går får hurtigt og der er for meget man skal nå - eller føler man skal nå
Dér, når det sitrer i ens krop og følelsen 'DU MANGLER NOGET' bliver ved med at gentage sig, også selvom det ikke passer

Det er dér man kan få den fantastiske følelse.
Når man flyver væk, glemmer tankerne og opsluger sig i en ny verden.
Lever sig ind i nye følelser, sympatiserer, hader, elsker
Når tiden forsvinder og det hele bliver overskueligt
Og man kan få lov til at gemme sig, til at flygte
Når historien åbner sine arme for dig og byder dig ind
hvor ordene flyver igennem dit hoved, leger med dit sind, dine tanker, dine forestillinger, dine følelser
Når verden bliver fuldstændig anderledes, men alligevel det samme
men hvor du er velkommen og ikke skal bekymre dig
Når du kan slippe ansvaret og lade dig opfylde af en tankeløshed selvom du bliver revet ind i nogle nye følelser
Men det er ligesom om det er overskueligt, for når du river dig fri og lukker bogen er der ikke noget du skal tage stilling til; du kan selv vælge

Det er det pusterum man behøver engang imellem
De timer man kan slappe af
Før det går løs igen..

Stay happy,
mig.

At savne

Det er når det føles som om det gør ondt over det hele, helt ind i det inderste af knoglemarven, og tilbage ud gennem alle organerne, alle senerne, alle cellerne og omslutter ens hjerte, så det føles som en tung trykken for brystet uden at holde pause.

Det er når ens hoved føles tungt og hovedpinen ikke længere kan gemmes væk, og lige meget hvad folk siger, hvad man gør, hvad man spiser, hvad man tænker, gør det ondt, og man er træt og man er i dårligt humør.

Det er når man ikke ved hvorfor man har det sådan, og hvorfor smilet på ens læber bare ikke virker rigtigt. Det er når det sitre i ens arme og krop om at holde om sig selv, om at blive holdt om.

Det er når tankerne brager igennem for fuld knald, og man ikke kan finde rundt i noget, man glemmer og man er nærmest kronisk forvirret, og når tårerne presser på når man føler der ingen grund er til dem.

Og det er når det føles som en klump der sidder i halsen og et konstant sus i maven.

Det er der, man ved, at man savner én.

Stay happy,
mig.

Interessant tankegang

Professor : You are a Christian, aren’t you, son ?

Student : Yes, sir.

Professor: So, you believe in GOD ?

Student : Absolutely, sir.

Professor : Is GOD good ?

Student : Sure.

Professor: Is GOD all powerful ?

Student : Yes.

Professor: My brother died of cancer even though he prayed to GOD to heal him. Most of us would attempt to help others who are ill. But GOD didn’t. How is this GOD good then? Hmm?

(Student was silent.)

Professor: You can’t answer, can you ? Let’s start again, young fella. Is GOD good?

Student : Yes.

Professor: Is satan good ?

Student : No.

Professor: Where does satan come from ?

Student : From … GOD …

Professor: That’s right. Tell me son, is there evil in this world?

Student : Yes.

Professor: Evil is everywhere, isn’t it ? And GOD did make everything. Correct?

Student : Yes.

Professor: So who created evil ?

(Student did not answer.)

Professor: Is there sickness? Immorality? Hatred? Ugliness? All these terrible things exist in the world, don’t 

they?

Student : Yes, sir.

Professor: So, who created them ?

(Student had no answer.)

Professor: Science says you have 5 Senses you use to identify and observe the world around you. Tell me, son, have you ever seen GOD?

Student : No, sir.

Professor: Tell us if you have ever heard your GOD?

Student : No , sir.

Professor: Have you ever felt your GOD, tasted your GOD, smelt your GOD? Have you ever had any sensory perception of GOD for that matter?

Student : No, sir. I’m afraid I haven’t.

Professor: Yet you still believe in Him?

Student : Yes.

Professor : According to Empirical, Testable, Demonstrable Protocol, Science says your GOD doesn’t exist. What do you say to that, son?

Student : Nothing. I only have my faith.

Professor: Yes, faith. And that is the problem Science has.

Student : Professor, is there such a thing as heat?

Professor: Yes.

Student : And is there such a thing as cold?

Professor: Yes.

Student : No, sir. There isn’t.

(The lecture theater became very quiet with this turn of events.)

Student : Sir, you can have lots of heat, even more heat, superheat, mega heat, white heat, a little heat or no heat. But we don’t have anything called cold. We can hit 458 degrees below zero which is no heat, but we can’t go any further after that. There is no such thing as cold. Cold is only a word we use to describe the absence of heat. We cannot measure cold. Heat is energy. Cold is not the opposite of heat, sir, just the absence of it.

(There was pin-drop silence in the lecture theater.)

Student : What about darkness, Professor? Is there such a thing as darkness?

Professor: Yes. What is night if there isn’t darkness?

Student : You’re wrong again, sir. Darkness is the absence of something. You can have low light, normal light, bright light, flashing light. But if you have no light constantly, you have nothing and its called darkness, isn’t it? In reality, darkness isn’t. If it is, well you would be able to make darkness darker, wouldn’t you?

Professor: So what is the point you are making, young man ?

Student : Sir, my point is your philosophical premise is flawed.

Professor: Flawed ? Can you explain how?

Student : Sir, you are working on the premise of duality. You argue there is life and then there is death, a good GOD and a bad GOD. You are viewing the concept of GOD as something finite, something we can measure. Sir, Science can’t even explain a thought. It uses electricity and magnetism, but has never seen, much less fully understood either one. To view death as the opposite of life is to be ignorant of the fact that death cannot exist as a substantive thing.

Death is not the opposite of life: just the absence of it. Now tell me, Professor, do you teach your students that they evolved from a monkey?

Professor: If you are referring to the natural evolutionary process, yes, of course, I do.

Student : Have you ever observed evolution with your own eyes, sir?

(The Professor shook his head with a smile, beginning to realize where the argument was going.)

Student : Since no one has ever observed the process of evolution at work and cannot even prove that this process is an on-going endeavor. Are you not teaching your opinion, sir? Are you not a scientist but a preacher?

(The class was in uproar.)

Student : Is there anyone in the class who has ever seen the Professor’s brain?

(The class broke out into laughter. )

Student : Is there anyone here who has ever heard the Professor’s brain, felt it, touched or smelt it? No one appears to have done so. So, according to the established Rules of Empirical, Stable, Demonstrable Protocol, Scince says that you have no brain, sir. With all due respect, sir, how do we then trust your lectures, sir?

(The room was silent. The Professor stared at the student, his face unfathomable.)

Professor: I guess you’ll have to take them on faith, son.

Student : That is it sir … Exactly ! The link between man & GOD is FAITH. That is all that keeps things alive and moving.

P.S.

I believe you have enjoyed the conversation. And if so, you’ll probably want your friends / colleagues to enjoy the same, won’t you?

Forward this to increase their knowledge … or FAITH.


By the way, this student was EINSTEIN.


(MEGASTJÅLET fra en kommentar ved et billede på Facebook.)

Nattens mennesker

    Mørket har omsluttet højhusene og selvom neonlysene gør sit for at lyse gaden op, har mørket slugt lyset og alt er utydeligt. Skoene klaprer mod de skæve brosten og lyden får skridtene til at blive hurtigere. Et par piger kommer til syne længere nede af gaden, larmende, grinende og i højt humør. En stor fyr med hættetrøje går forbi og rammer skulderen, og lyden af en cykel kommende over de ujævne brosten fremkommer ved dit øre.
   Og i det din skulder rammes og grinene bliver højere og mere skingre og cyklen kommer tættere på kigger du op, og de kigger alle på dig på én gang. Du føler dig gennemboret og blottet, og deres ansigter er helt mørke. Du bliver i tvivl om de er rigtige eller en illusion, men selvom du blinker bliver de alle ved med at være der, at komme tættere på.
    Og da du lader blikket glide rundt over resten af gaden ser du, at de ikke er alene. Der er mange, og de kigger alle på dig. De forfølger dig, selvom de går mod dig og de holder øje med dig. Paranoiafornemmelsen sniger sig op af din rygrad og du gyser. 

    Da du stopper, bliver de ved med at gå. Så du begynder at løbe for at komme væk, væk fra dem, som du ikke ved om eksisterer. Men mærker tydeligt dit hjerte og adrenalinen pumper rundt i hele din krop. Du begynder at skrige, du ved ikke hvorfor, men du kan ikke styre det. Du råber de skal gå væk, men de begynder blot at smile til dig og følge dig, selvom du løber.
   Og pludselig begynder du at grine. Du falder ned på dine knæ og du føler dig lykkelig. Du skriger, men du hører kun en høj latter. Du græder, men for dig føles det som glædestårer. Du rejser dig, og de kommer tættere på dig. Du kan ikke lade være med at skrige, og du lader dem gribe dig og danse med dig og fører dig med dem. Du føler dig lykkelig, som den gladeste i verden og som om du kan alt. 

    Og pludselig kan du intet.